”Kan du lære 25 læger at give videnskabelige præsentationer uden at anvende PowerPoint?” spurgte en topleder fra Novo Nordisk mig. ”De skal kunne indtage scenen, levere et klart budskab med en fængende fortælling, som personer der ikke besidder deres faglige indsigt kan forstå.” “Ja” svarede jeg uden at tøve, fordi modsat hvad mange tror, kan man faktisk kommunikere bedre og klarere ved slukke for PowerPoint og træde i karakter som taler. Og man vokser personligt og som leder ved at lære det.
”Det føles nøgent uden PowerPoint,” sagde lægerne den allerførste dag. Og begejstringen for projektet var da heller ikke overvældende stor. For at sige det mildt.
Men efter et par intense workshops, selvstændig træning i teams og individuel coaching savnede ingen længere deres slides. Og på den store finaledag leverede samtlige 25 læger hver sin forrygende tale – stående alene på scenen i fuld spotlys på Teater Bremen i København.
Få måneder forinden havde de, som de fleste andre specialister, været optaget af at få så meget viden, fakta og forskningsresultater (grafer) med som muligt i deres præsentationer. Hvilket ofte gjorde dem tunge og svære at følge på grund af et overload af information.
På scenen stod nu i stedet et menneske med en fortælling og et budskab – vendt mod os, tilhørerne, som kunne let følge og nyde fortællingen – og havde overskud til at reflektere over indholdet, mens vi lyttede. Der var ingen komplekse slides. Vi skulle ikke læse og lytte samtidig. Budskabet og relevansen stod klar for alle. Det var klart, engagerende, autentisk.
Har du også lyst til at droppe dine slides? Her er mine væsentligste erfaringer fra projektet og lægernes vigtigste læringspunkter:
1 – Du skal træde i karakter som fortæller
Hvis du slukker for projektoren, fjerner du PowerPoint som fokuspunkt (og gudskelov for det) og dermed mangler vi et centralt og samlende punkt at rette vores opmærksomhed på. Det skal være dig som taler.
Du skal være parat til selv at være centrum og fokuspunkt. Ikke fordi det skal handle om dig, men fordi du er fortælleren, der har skabt en fortælling, som du vil lede os igennem. Du tager ledelse for fortællingen og situationen.
Hvis du er vant til at gemme dig lidt bag PowerPoint, så kan det kræve tilvænning at blive komfortable med at stå i direkte kontakt med dine modtagere. Men du skal vide, at det er hele besværet værd. Det er så meget bedre at være i kontakt med en taler, et rigtig levende menneske, end at sidde for længe og stirre på slides der farer forbi.
2 – Stå stabilt og roligt
Når du bliver centeret for fortællingen, skal du kunne stabilisere dig selv. Du skal kunne have jordforbindelse. Og som det gælder for træer, når de skaber forbindelse med jorden gennem deres rødder, skal du også kunne bruge din ben og fødder til at skabe forbindelse med fundamentet under dig.
Det vil trække dig væk fra mental uro, ind i nuet og give dig en følelse af at være stærk og rolig.
Og ja, en person som fremstår stabil og rolig virker også langt mere overbevisende og tillidsvækkende, end en taler som løber uroligt rundt på scenen (og nogle gang blot på stedet)
Betyder det, at du aldrig må bevæge dig rundt i rummet? Nej, når du har fundet roen i din jordforbindelse, kan du snildt bevæge dig, så længe du gør det med bevidsthed.
3 – Skab forbindelse
En god fortælling er som en telefonsamtale: Begge parter skal have samlet røret op, inden fortællingen kan virke. PowerPoints største synd er, at det alt for ofte får taleren til at læse op – og alt for ofte sker det med ryggen til modtagerne. Der er ingen forbindelse. Ingen kontakt og intet nærvær. Man kan næsten se, hvordan tilhørernes tanker flyver ud af lokalet …
Du skal kunne træde ind på scenen, se på dine modtagere. Virkelig se dem i øjnene. Mærke, hvordan deres øjenkontakt og tilstedevær påvirker dig, og vide at du påvirker dem. Tale til dem, som om I har gang i en personlig samtale med hinanden, og se dem lytte, mens du taler.
Se, det er forbindelse. Det er nærvær. Og i det kan fortællingen flyve.
4 – En fængende fortælling
I stedet for at levere en klassisk videns-præsentation, hvor du prøver at få skubbet så meget fakta som muligt ud over scenekanten, så brug storytelling som den bærende struktur i stedet.
Det vil gøre din fortælling mere simple, mere sammenhængende og langt mere overbevisende.
Storytelling kan sagtens rumme en række af fakta, de er blot ikke længer løsrevne fakta, men derimod indflettet i en fortælling, som giver dem berettigelse og mening – og er dermed langt lettere at huske,
Hvis ikke du er vant til at arbejde med storytelling, som en metode i din kommunikation, kan jeg varmt anbefale dig at tage et kursus i det.
Det kunne for eksempel være et af dem jeg tilbyder 😉
5 – Klart budskab
Uden PowerPoint kan du ikke længere lade slidsene kommunikere for dig, og så er det vigtigt, at du har et centralt budskab til dine tilhørere. Det er ikke nok, at du kender dit budskab, du skal også kunne kommunikere det på en måde, så dine modtagere forstår det.
Et kort budskab er en klar og konkret sætning, som er essensen af det du ønsker dine modtagere skal tage med sig fra din fortælling.
Siden første gang har jeg afholdt dette projekt mange gange for Novo Nordisk, og summen af min og mine deltageres læring, lyder sådan her:
Når du har fået erfaring med at tale uden brug af PowerPoint, og du ved med dig selv, at du sagtens kan indtage et rum alene, er du klar til at genindføre få slides, hvis du skulle ønske det. Og hvis det giver mening i forhold til din fortælling.
Inden du dog åbner op for den hvepserede der hedder PowerPoint, så spørg dig selv, hver gang du forbereder et indlæg:
© 2024 Birgitte Dam Jensen – Designet af Aveo web&marketing