5 myter om kropssprog som skal aflives.
Passer det, at næsten al kommunikation er nonverbalt? At det stort set er lige meget hvad vi siger, for ord udgør kun sølle syv procent af al kommunikation? Kan man afsløre en løgner ved at iagttage og analysere kropssprog? Og kan man have så meget selvkontrol at man ikke lader sig påvirke af andre menneskers kropssprog?
Der findes mange myter om kropssprog. De fleste blev til i 50’erne og 60’erne da interessen for kropssprog eksploderede, men hvor videnskaben omkring neurologi og adfærdspsykologi endnu ikke var det på niveau, vi kender i dag.
I dag ved vi for eksempel hvor i hjernen vi sanser andre menneskers kropssprog, det være sig visuelt, hvor vi ser en andens persons ansigt, øjne, krop, hænder, eller visuelt, hvad vi opfanger af signaler og undertoner i andres stemmer, eller kinæstetisk, hvad vi mærker, når vi f.eks. trykker en hånd, eller dufter (måske ligefrem lugter), når vi er tæt nok på.
Vi ved, hvordan vores indre sindstilstand skinner igennem vores eget kropssprog gennem små signaler, vi ubevidst og automatisk udsender gennem vores krop, ansigt og stemme – og som opsnappes, oftest også ubevidst og automatisk, af de personer, vi kommunikerer med.
Vi ved også en hel del om, hvordan vores tanker og beslutninger bliver påvirket af andres kropssprog, udseende, stemmer, ansigtsudtryk, dufte og berøring.
Der er dog stadig en række af myter som sejlivet har overlevet videnskabens klare lys, hvilket fortæller mig at de (desværre) stadig lever i bedste velgående iblandt mange mennesker.
Det er derfor på tide at få dem manet i jorden.
MYTE 1: 7-38-55 reglen
Lad os tage den mest sejlivede, og hvis jeg skulle være ærlig, mest irriterende, myte først.
Måske du har hørt, at i en kommunikationssituation med et andet menneske, fylder kropssprog og stemme 97% af din bevidsthed, hvilket efterlader dig med kun sølle 7% opmærksomhed til rationelt at forstå og bearbejde de ord der bliver sagt!!!?
Den teori er ikke blot udateret og usand. Den var allerede usand, da den kom frem i 1967.
Historien bag teorien er, at professor i psykologi ved UCLA, Albert Mehrabian, i 1960’erne lavede et simpelt forsøg med 18 forsøgsdeltagere. (I dag ville det være for få deltagere til, at det ville kunne kaldes for et sagligt videnskabeligt forsøg).
I dette specifikke forsøg, konkluderede Mehrabian, gik 55 procent af forsøgsdeltagernes opmærksomhed til det, de så (kropssprog), 38 procent til det, de hørte (stemme), og kun syv procent til ordenes betydning.
Mehrabian fremlagde resultaterne fra forsøget i et psykologisk fagskrift. Artiklen blev grebet af populærpressen og smækket på forsiderne, som om det var gældende for al kommunikation, altid – og lige siden er de tal blevet hængende som en pest i forbindelse med kommunikationsteorier.
Sandheden er, at forholdet mellem verbal og nonverbal kommunikation ikke kan fastslås med præcise tal på denne måde. Sandheden er at vores følsomhed overfor at blive påvirket af andres kropssprog, varierer fra situation til situation, hvordan vi har det i det givne øjeblik og med den person, vi kommunikerer med.
Det afhænger af kontekst (som al andet for øvrigt gør, når det kommer til at afkode og forstå kropssprog).
MYTE 2: Du kan afsløre, om nogen lyver ved at iagttage deres kropssprog
Ville det ikke være fantastisk, hvis der eksisterede en metode, som med sikkerhed kunne afsløre, når et menneske løj? Tanken er så tillokkende, at mange i dag tilbyder sådanne kurser i løgndetektion. Desværre er det fup. Der findes ingen metoder, som med sikkerhed kan afsløre løgn.
I løgndetektion siges det, at ved at iagttage en person kropssprog for stress, ubehag eller særlig ”løgn-signaler” kan man afsløre om vedkommende lyver i det givne øjeblik.
Tegn på stress eller ubehag menes at kunne bruges som indikator for om personen taler usandt, fordi vedkommende vil i situationen blive påvirket af følelsen af at gøre noget ”ulovligt” eller ”farligt” – og derfor enten få det ubehageligt eller lige frem blive stresset.
Der er blot to problemer ved denne teori:
For det første, de personer som vi rigtig gerne vil afsløre når de lyver f.eks., psykopaterne, narcissisterne, patologiske løgnere, har det fint med at lyve. De udviser ingen tegn på stress eller ubehag. Moralsk stress udløses kun, hvis man har en normal-fungerende moral indenfor den kultur og den situation man befinder sig i.
For det andet, hvis vi iagttager en person som udviser stress eller tegn på ubehag i en kommunikationssituation, kan vi ikke vide, hvorfor vedkommende udviser disse tegn. Er det fordi personen oplever ubehag i forbindelse men emnet for samtalen? Er personen nervøs for at blive mistænkt for at lyve? Har personen det svært med autoriteter? Er vedkommende stresset for tiden og derfor reagere stærkere på mindre doser af pres? Har vedkommende haft tidligere ubehagelige oplevelser i lignende situationer? Eller… fyld selv ud.
Man kan også kaste lidt sund fornuft efter myten: Hvis det virkelig er muligt at afsløre en løgn, sådan som visse påstår, hvorfor er alle banker, retssale, grænseovergange m.m. ikke fyldt med folk, som behersker løgndetektion?
Vil du gerne dykke mere ned i hvorfor løgndetektion og hvorfor ikke er muligt, har jeg skrevet et helt indlæg kun om dette. Så vigtigt synes jeg det er. Læs her.
MYTE 3: Du kan selv bestemme, om du vil lade dig påvirke af andre menneskers kropssprog
Det passer ganske enkelt ikke. Om end jeg forstår hvorfor tanken er tillokkende, fordi det vil kunne gøre os usårlige af andre menneskers reaktioner og adfærd på livets vej.
Vi bliver dog altid påvirket af den nonverbale kommunikation fra andre mennesker, uanset om vi vil det eller ej. Den sårbarhed er et grundlæggende menneskeligt vilkår (og ganske smukt, synes jeg…)
Lad mig give et eksempel: I et forsøg bad man en række af mænd iføre sig ens T-shirts. Derefter inddelte man mændene i to grupper. Gruppe 1 skulle se skræmmende film, som fik dem til at svede på grund af stress. Gruppe 2 blev sat til at dyrke motion, så de svedte af det.
Derefter bad man en række forsøgspersoner om at lugte til en T-shirt fra hver gruppe, mens man scannede deres hjerner. Den T-shirt, som havde stress-sved i sig, aktiverede personernes frygtcenter i hjernen. Stress-sveden gjorde dem ganske enkelt stressede. Det gjorde motionssveden ikke.
Et forsøg som dette viser, hvor let vi påvirkes af andre mennesker. At vi kan påvirkes uden at vi opdager det. At vi ikke kan kontrollere om vi bliver påvirket eller ej.
MYTE 4: Dine beslutningsprocesser kan frigøres fra dins sanseindtryk
En menneskelig illusion er at vi er udstyret med en fri vilje, som gør at vi selv bestemmer hvilke valg vi træffer.
I dag ved vi, at idéen om fri vilje er ønsketænkning, og at vi i virkeligheden træffer de valg, vi er blevet påvirket og påvirkes til at træffe.
Studier i fri vilje handler blandt andet meget end sansepåvirkning. Det handler om påvirkning fra genetik, epigenetik, opdragelse, kultur, normer, narrativer – men også om påvirkning fra sanseindtryk (og dermed kropssprog) og hvordan disse fortolkes af hjernen.
Her kommer et studie, som jeg synes er helt fantastisk.
På Yale University lavede man følgende eksperiment. Man bad personer, som havde meldt sig til forsøget, om at møde op i receptionen til det fakultet, hvor forsøget foregik.
Af receptionisten får personen besked på at tage elevatoren op til (lad os sige) 7. sal. Da elevatordøren åbner, kommer en anden person halsende for også at komme med elevatoren. Denne anden person bærer på en stabel bøger – og en kop.
Da begge personer kommer ind i elevatoren, spørger den anden person, om ikke forsøgspersonen vil holde koppen kort? (på grund af de mange bøger) Hvilket venlige mennesker jo siger ja til… Da de kommer op på 7. sal, beder den anden om koppen tilbage, og stiger ud.
Nu viser det sig, at første del af forsøget er afsluttet, da en forsøgsleder træder frem og spørger vores forsøgsperson, om hvordan vedkommende vil vurdere personligheden hos den anden person, som vedkommende kørte op med i elevatoren?
Sagen er nemlig den, at der er to kopper med i spil i forsøget Én kop med varm væske og én med kold. Når vores forsøgspersoner skal beskrive personen, efter at have holdt den varme kop i hånden, bliver personen beskrevet som; venlig, varm, behagelig. Og med den kolde kop; distanceret, kold, arrogant… Det er altså tydeligt at sanseindtrykket i hånden, påvirker den mentale tolkning, men på et dybere niveau vi ikke engang selv er klar over.
Derfor kan du roligt indstille dig på at du hele tiden påvirkes, ubevidst og automatisk ,af andres menneskers nonverbale kommunikation og din mentale tolkning er flydende.
MYTE 5: Man mister sin autenticitet, hvis man ændrer sit kropssprog bevidst.
Jeg underviser som bekendt meget i præsentationsteknik og personlig gennemslagskraft – og her spiller kropssprog en stor rolle. Ofte beder jeg en deltager, som en del af min feedback i vores træning. om at ændre på sit kropssprog. Måske beder jeg personen om at se os, tilhørerne, mere i øjnene, give os mere varme i kontakten, bruge hænderne mere, smile mindre, stå mere roligt – eller noget helt femte.
Og ofte bliver jeg spurgt, om det at ændre bevidst på sit kropssprog ikke vil gøre én mindre autentisk og måske ligefrem falsk?
Og til det er svaret; Jo, på den korte bane kan det gøre os mindre autentiske, fordi vi er i gang med at ændre for at forbedre.
På den lange bane derimod handler det om at finde sig selv i flere former for kropssprog, og udvikle sig selv til at kunne være mere nuanceret og hensigtsmæssig i sin nonverbale kommunikation. Jeg tror på at mennesker autentisk rummer mange flere udtryk end vi er bevidste om. Så istedet for at finde vores autenticitet ved at indsnævre vores nonverbale udtryk, skal vi heller udvide og nuancere vores udtryk – og dermed v ores autenticitet.
Fordi, når det kommer til social kompetence og hvordan vi udtrykker os overfor andre, har vi dybest set tre valg:
- Vi kan vælge at være autentiske – og dermed ærlige og transparente med hvad vi mener, tænker og føler. Hvilket ofte er godt, men ikke altid.
- Vi kan vælge at være smarte – og tilpasse vores kropssprog og reaktioner til det, vi vurderer, vil være bedst at gøre i en given situation.
- Vi kan vælge at være venlige – og skjule hvad vi egentlig mener, tænker og føler, fordi vi vægter relationen og den andens behov for venlighed højere end vores eget behov for ærlighed.
