Hvorfor løgndetektion er… en løgn
Hvorfor løgndetektiv er… en løgn
Ville det ikke være fantastisk, hvis der eksisterede en måde, hvorpå vi kunne aflæse en persons kropssprog og stemme, og med 100 % sikkerhed afsløre om personen lyver? Verden ville måske ikke blive et bedre sted, men den ville sikkert opleves mere tryg. Ingen ville længere kunne narre os, tage vores penge, være os utro eller udnytte vores godhed eller godtroenhed…
Men løgndetektion er desværre kun en myte. Der findes ingen metoder der med sikkerhed kan afsløre løgn.
Hvad er løgndetektion?
Løgndetektion består primært af, at man leder efter tegn på stress eller ubehag i det nonverbale og verbale sprog, mens en person afgiver en forklaring. Stresstegn menes at kunne bruges som indikator på om vedkommende taler usandt.
Under en løgnedetektor-test (hvor man er koblet op til en maskine) leder man efter stresstegn som f.eks. svedafsondring eller forøget puls.
Tegn på stress kan også ses og høres uden brug af maskiner gennem iagttagelse af kropssproget og ved at lytte opmærksomt til stemme, det kan for eksempel være; uro i kroppen, urolige fødder, fumlende hænder, særlige øjenbevægelser, tydelig sved i ansigt eller under arme, svedige hænder som gnides mod hinanden eller tørres af i tøj, hvid hud i ansigtet eller røde pletter på hals og bryst, ændring i stemmeleje, vejrtrækningsbesvær, hurtig tale uden pauser, mumlen, stresssmil – og meget, meget mere.
Et eksempel på kropssprog
Forestil dig, at vi tager en gift mand i starten af 40’erne og stiller ham følgende spørgsmål: ”Hvor var du henne lørdag d. 26. juli mellem kl. 23 og midnat?” Og mens han svarer, “at han var hjemme og sad på sit kontor og arbejdede. Hans kone og børn var gået i seng” – ser og hører vi de mest klassiske og vidunderlige tegn på stress: Hans fødder danser rundt under ham, han gnider med hænderne på sine lår, han kigger væk på essentielle steder i sin forklaring, mens han stirrer for meget under andre dele. Han mumler og taler hurtigt, har overfladisk vejrtrækning og bruger al for mange ord og søforklaringer på at overbevise os om, hvad han lavede den aften. Han lyver! – Tænker den selvbestaltede løgneekspert…
Men hvad nu, hvis stresstegnene kom på grund af noget andet? Hvad nu hvis han har haft en meget streng far i sin opvækst, og derfor meget let bliver stresset af konfrontationer og autoriteter? Eller hvad nu hvis han engang i sin ungdom blev hevet ind på rektors kontor og anklaget for noget, han ikke havde gjort, men ingen troede på ham? Og nu genlever han dette skrækkelige øjeblik?
Eller hvad nu hvis, mens han sad på kontoret og arbejdede med sin virksomheds økonomi, opdagede et stort underskud. Et kæmpe fuck-up han havde lavet og som kan blive fatalt for hans virksomhed. Og det husker han kun alt for tydeligt, når han bliver spurgt til den aften!
Det altoverskyggende problem med løgndetektion er, at vi aldrig kan vide med 100% sikkerhed, hvorfor en person udviser tegn på stress eller fremstår ”kunstig” når vi taler med dem. Og for at gøre det yderligere kompliceret, er det ikke engang sikkert, at personen selv kan forklare hvorfor situationen føles ubehagelig. Vi påvirkes let af tanker eller følelser, der er ubevidste for os selv.
Løgndetektion sælger billetter
Der er dog mange mennesker, som er helt overbeviste om, at løgn kan afsløres via aflæsning og analyse af kropssprog. Hvilket er meget forståeligt, med avisartikler á la ”10 sikre måder til at afsløre en løgn” – eller en spændende og vellavet tv-serie, som f.eks. ”Lie to Me” hvor en supersmart kropssprogsanalytiker afslører den ene løgn efter den anden. (En oplysning der sjældent fremhæves, er at manden bag tv-serien har udviklet den metode for løgndetektion, som bliver brugt i serien, og som han sælger ved siden af, som et produkt).
Det slår mig igen og igen, at de eneste, som hævder at løgndetektion er muligt, er dem, der gerne vil sælge dig en bog, foredrag eller et kursus.
Prøv med sund fornuft
Man kan også kaste lidt sund fornuft efter myten. Hvis det var muligt at afsløre løgn, sådan som visse påstår, hvorfor har menneskeheden så ikke opdyrket dette område for længst? Hvorfor har vi ikke ansat personer, som behersker løgndetektion i enhver bank? I enhver retssal? Hos enhver headhunter? Eller i enhver kirke? (Kunne det ikke være rart at vide, om din kommende ægtefælle lyver, når vedkommende lover troskab til døden jer skiller?)
Hvorfor trækkes vi stadig med løgnere og bedragere, hvis det er muligt at afsløre dem?
Lyt til eksperterne
Det er ikke kun mig, der mener at løgndetektion ikke kan afsløre løgn med 100 % sikkerhed. FBI tror heller ikke på det. Deres erfaring er, at en forhørsleder, som er særlig trænet i løgndetektion, som har alle nødvendige ressourcer og hjælpemidler (computer, løgnedetektorer, videokameraer etc.), samt vide rammer til at foretage forhøret (hvilket vil sige at forhørslederen gerne selv må lyve og behandle forhørspersonen rimelig råt) – stadig kun i stand til at afsløre løgn med sikkerhed i 50% af tilfældene.
Der, hvor jeg kommer fra i Jylland, kalder vi det fifty-fifty…
For at gøre ondt værre…
Blandt seriøse forskere er det et anerkendt fænomen, at man som forsker let kan påvirke resultatet af sin egen forskning. Ikke blot ved at opstille selve forsøget (som er en kraftig påvirkning), men også ved sit blotte iagttagende tilstedevær.
Man kender dette inden for så subtile forskningsgrene som kvantefysikken (Hvor man har dokumenteret at den blotte iagttagelse af et forsøg, påvirker kvanternes bevægelser), og indenfor for eksempel forskning i dyreadfærd. (Opfører bavianerne i naturen sig normalt, når de kan se et hold ildelugtende biologer der ligger med kikkerter i skovbrynet og iagttager dem?)
Hvad har alt dette med løgndetektion at gøre? Forestil dig, at du sidder overfor en person, som mener at være i stand til at afsløre løgn, og du skal afgive information til vedkommende. Du møder et let mistroisk ansigt, intense sammenknebne øjne, som stirrer lidt for længe på dig. Et smil, som skal forestille at være varmt, men ikke helt føles sådan. Du oplever, at vedkommende hele tiden tænker ”et-eller-andet om dig”, som du ikke kan få at vide, og du fornemmer på måden, der spørges, at der er en underlæggende antagelse om, at der er noget i din forklaring, der ikke stemmer.
Tror du, at du i sådan en situation vil kunne blive stresset? Tror du, at dine forklaringer kunne risikere at blive lidt kunstige? At stressen og situationens anspændthed ville kunne få dig til at kludre i dine fakta?
Løgndetektion handler i bund og grund om mistro. Og mistro kan registreres og opleves hos andre og kan forårsage stress og ubehag.
Løgndetektion kan altså i sig selv producere signaler, som tolkes som løgn.
Worst case scenario: Scotoma
Afslutningsvis, lad mig give et eksempel fra det virkelig liv, hvor man faldt for fristelsen af at bruge løgndetektion og ikke beviser til at afgøre en sag.
19. april 1989 blev en ung kvinde voldtaget og udsat for bestialsk vold i Central Park I New York. Byen gik i alarmtilstand og politiet samlede mistænkte op over hele parken, deriblandt en gruppe af unge teenagere i alderen 14-16. Drengene blev trukket gennem et 10 timers truende og aggressivt forhør, uden vådt eller tørt og uden advokat. De var uskyldige og blev ved med at sige, at de intet havde gjort og intet kendte til overfaldet.
Politiet var så overbeviste om, at drengene løj, at de blev ved med at presse dem til at sige ”sandheden”. Som timerne skred frem, og drengene blev mere og mere skræmte, fik politiet dem til at angive hinanden, under påskud af at de kunne komme hjem. De skulle bare lige underskrive en tilståelsen, om hvad de andre havde gjort under voldtægten. De ville gerne hjem til deres mor, så de tilstod.
Den korte version er, at fem drenge kom i fængsel i 1990. De fire sad i 7 år. Den femte, som var 16 år gammel, sad i 13 år. I 2001 fandt man ved et tilfælde den rigtige forbryder, og i 2002 blev de fem drenge kendt uskyldige.
Man kan uddrage meget fra denne historie, men det jeg vil uddrage i denne artikel er, at politifolkene og anklagerne nok ikke var onde mennesker, som var ligeglade med at finde den rigtig forbryder, Jeg kan ikke andet end at gå ud fra, at de virkelig gerne ville fange den person der havde gjort det, særlig når man tager det modbydelige drab med i betragtning.
Men deres tro på at de kunne detektere løgn, og at disse drenge løj, gjorde dem blinde overfor sandheden. Selv når sandheden var understøttet af manglende beviser, forkert DNA, og misvisende tidspunkter for forbrydelsen.
Dette fænomen kaldes scotoma. Opkaldt efter den blinde plet vi alle har i øjet, men som ingen kan se, fordi vores hjerne fylder det blinde område ud med, hvad den tror skal være der. Ligesom vi kan tolke andres kommunikation som løgn, fordi vi har en idé om det er det.