Tilbage til oversigt

Ville det ikke være fantastisk, hvis der eksisterede en måde, hvorpå vi kunne aflæse en persons kropssprog og stemmefald, og med 100 % sikkerhed afsløre om personen lyver? Verden ville måske ikke blive et bedre sted, men den ville sikkert opleves mere tryg. Ingen ville længere kunne narre os, tage vores penge, være os utro eller udnytte vores godhed eller godtroenhed.. Men løgndetektion er desværre kun en myte. Der findes ingen metoder der med sikkerhed kan afsløre løgn.

Hvad er problemet?

Løgndetektion består primært af, at man leder efter tegn på stress eller ubehag i det nonverbale og verbale sprog, mens en person afgiver en forklaring. Stresstegn menes at kunne bruges som indikator for om vedkommende taler usandt.

Under en løgnedetektor-test (hvor man er koblet op til en maskine) leder man efter stresstegn som svedafsondring eller forøget blodtryk/puls. Men stresstegn kan også ses og høres uden brug af maskiner gennem iagttagelse af kropssproget, det kan for eksempel være; uro i kroppen, urolige fødder, fumlende hænder, særlige øjenbevægelser, tydelig sved i ansigt eller under arme, svedige hænder som gnides mod hinanden eller tørres af i tøj, hvid hud i ansigtet eller røde pletter på hals og bryst, ændring i stemmeleje, vejrtrækningsbesvær, hurtig tale uden pauser, stresssmil – og meget, meget mere.

Forestil dig, at vi tager en gift mand i starten af 40’erne og stiller ham følgende spørgsmål: ”Hvor var du henne lørdag d. 26 juli mellem kl. 23 og midnat?” Og mens han svarer, “at han var hjemme og sad på sit kontor og arbejdede. Hans kone og børn var gået i seng” – ser og hører vi de mest klassiske og vidunderlige tegn på stress. Hans fødder danser rundt under ham, han gnider med hænderne på sine lår, han kigger væk på essentielle steder i sin forklaring, mens han stirrer for meget under andre dele. Han mumler og taler hurtigt, har overfladisk vejrtrækning og bruger al for mange ord og søforklaringer på at overbevise os om, hvad han lavede den aften. Han lyver! – Tænker den selvbestaltede løgneekspert…

Men hvad nu, hvis stresstegnene kom på grund af noget andet? Hvad nu hvis han har haft en meget streng far i sin opvækst, og derfor meget let bliver stresset af konfrontationer og autoriteter? Eller hvad nu hvis han engang i sin ungdom blev hevet ind på rektors kontor og anklaget for noget, han ikke havde gjort, men ingen troede på ham? Og nu genlever han dette skrækkelige øjeblik? Eller hvad nu hvis, han rent faktisk sad på kontoret den aften og arbejdede – men mens han arbejdede, havde han samtidig en ret erotisk chat kørende med en kvinde (som vel at mærke ikke var hans kone) fra et utroskabs-dating-site? Og når han fortæller om den pågældende aften, kommer billederne tilbage og med dem en følelse af skam eller frygt for, at hans kone skal opdage det?

Det altoverskyggende problem med løgndetektion er, at vi aldrig kan vide med 100% sikkerhed, hvorfor en person udviser tegn på stress eller fremstår ”kunstig”. Og for at gøre det yderligere kompliceret, er det ikke engang sikkert, at personen selv kan forklare hvorfor situationen føles ubehagelig. Vi påvirkes let af tanker eller følelser, der er ubevidste for os selv.

Løgndetektion sælger billetter

Der er dog mange mennesker, som er helt overbeviste om, at løgn kan afsløres via aflæsning og analyse af kropssprog. Hvilket er meget forståeligt, med avisartikler á la ”10 sikre måder til at afsløre en løgn” –  eller spændende og vellavede tv-serier, hvor en supersmart kropssprogsanalytiker afslører den ene løgn efter den anden. (En oplysning der sjældent fremhæves ved denne type serie er, at manden bag tv-serien er den samme mand, som har udviklet metoden der bruges i serien og dermed får han genial markedsføring for sit produkt). Det slår mig igen og igen, at de eneste, som hævder at løgndetektion er muligt, er dem, der gerne vil sælge dig en bog eller et kursus. 

Prøv med sund fornuft

Man kan kaste lidt sund fornuft efter myten. Hvis det var muligt at afsløre løgn, sådan som visse påstår, hvorfor har menneskeheden så ikke opdyrket dette område for længst? Hvorfor har vi ikke ansat personer, som behersker løgndetektion i enhver bank? I enhver retssal? Hos enhver headhunter? Eller i enhver kirke? (Kunne det ikke være rart at vide, om din kommende ægtefælle lyver, når vedkommende lover troskab til døden jer skiller?) Hvorfor trækkes vi stadig med løgnere og bedragere, hvis det er muligt at afsløre dem?

Lyt til eksperterne

Det er ikke kun mig, der mener at løgndetektion ikke kan afsløre løgn med 100 % sikkerhed. FBI tror heller ikke på det. Deres erfaring er, at en forhørsleder, som er særlig trænet i løgndetektion, som har alle nødvendige ressourcer og hjælpemidler (Computere, løgnedetektorer, videokameraer etc.), samt vide rammer til at foretage forhøret (hvilket vil sige at forhørslederen gerne selv må lyve og behandle forhørspersonen rimelig råt) – stadig kun i stand til at afsløre løgn med sikkerhed i 50% af tilfældene. Der, hvor jeg kommer fra i Jylland, kalder vi det fifty-fifty…

For at gøre ondt værre…

Blandt seriøse forskere er det et anerkendt fænomen, at man som forsker let kan påvirke resultatet af sin egen forskning. Ikke blot ved at opstille selve forsøget (som er en kraftig påvirkning), men også ved sit blotte iagttagende tilstedevær.

Man kender dette inden for så subtile forskningsgrene som kvantefysikken (Hvor man har dokumenteret at den blotte iagttagelse af et forsøg, påvirker kvanternes bevægelser), og indenfor for eksempel forskning i dyreadfærd. (Opfører bavianerne i naturen sig normalt, når de kan se et hold ildelugtende biologer der ligger med kikkerter i skovbrynet og iagttager dem?)

Hvad har alt dette med løgndetektion at gøre? Forestil dig, at du sidder overfor en person, som mener at være i stand til at afsløre løgn, og du skal afgive information til vedkommende. Du møder et let mistroisk ansigt, intense let sammenknebne øjne, som stirrer lidt for længe på dig, et smil, som skal forestille at være varmt, men som ikke helt føles sådan. Du oplever, at vedkommende hele tiden tænker ”et-eller-andet om dig”, som du ikke kan få at vide, og du kan fornemme på måden, der spørges, at der er en underlæggende antagelse om, at der er noget i din forklaring,  der ikke stemmer.

Tror du, at du i sådan en situation vil kunne blive stresset? Tror du, at dine forklaringer kunne risikere at blive lidt kunstige? At stressen og situationens anspændthed ville kunne få dig til at kludre i dine fakta? Løgndetektion handler i bund og grund om mistro, mistro kan registreres og opleves hos andre og kan forårsage stress – som kan tolkes som løgn. Løgndetektion kan altså producere tolkning af løgn.

Worst case scenario: Scotoma

Afslutningsvis, lad mig give et eksempel fra det virkelig liv, hvor man faldt for fristelsen af at bruge løgndetektion og ikke beviser til at afgøre en sag.

D. 19. April 1989 blev en ung kvinde voldtaget og udsat for bestialsk vold i Central Park I New York. Byen gik i alarmtilstand og politiet samlede mistænkte op over hele parken, deriblandt en gruppe af unge teenagere i alderen 14-16. Drengene blev trukket gennem et 10 timers truende og aggressivt forhør, uden vådt eller tørt og uden advokat. De var uskyldige og blev ved med at sige, at de intet havde gjort og intet kendte til overfaldet. Politiet var så overbeviste om, at drengene løj, at de blev ved med at presse dem til at sige ”sandheden”. Som timerne skred frem, og drengene blev mere og mere skræmte, fik politiet dem til at angive hinanden, under påskud af at de kunne komme hjem, hvis de bare skrev en tilståelsen om, hvad de andre havde gjort under voldtægten. De ville gerne hjem til deres mor, så de tilstod. Det korte version er, at fem drenge kom i fængsel i 1990. De fire sad i 7 år. Den femte, som var 16 år gammel, sad i 13 år. I 2001 fandt man ved et tilfælde den rigtige forbryder, og i 2002 blev de fem drenge kendt uskyldige.

Man kan uddrage meget fra denne historie, men det jeg vil uddrage er, at politifolkene og anklagerne nok ikke var onde mennesker. Jeg kan ikke andet end at gå ud fra, at de virkelig gerne ville fange den rigtige forbryder. Men deres tro på at de kunne detektere løgn, og at disse drenge løj, gjorde dem blinde overfor sandheden. Selv når sandheden var understøttet af manglende beviser, forkert DNA, og misvisende tidspunkter for forbrydelsen.

Dette fænomen kaldes scotoma. Opkaldt efter den blinde plet vi alle har i øjet, men som ingen kan se, fordi vores hjerne fylder det blinde område ud med, hvad den tror skal være der. Ligesom vi kan tolke andres kommunikation som løgn, selvom den ikke er det.