Hvis du vil vide mere om, hvem jeg er, og hvad jeg kan.
Jeg hjælper ledere, specialister og organisationer med at udvikle de menneskelige kompetencer, der gør dem i stand til at fungere, kommunikere og handle i en krævende, kompleks og foranderlig verden.
Min viden og erfaring kommer fra miljøer, der umiddelbart kan se meget forskellige ud: teatret, Forsvaret, erhvervslivet og det politiske liv. Fælles for dem er, at mennesker skal kunne bringe deres kapacitet i spil, når noget vigtigt står på spil.
Gennem mere end 20 år har jeg samlet og omsat denne viden i mit arbejde med modstandskraft, storytelling og personlig kommunikation.
Jeg er oprindeligt uddannet skuespiller og var gennem 15 år dramalærer og instruktør ved Odense Skuespillerskole.
Teatret lærte mig, hvad der skal til, når et menneske skal træde frem og skabe kontakt til andre. Hvordan storytelling kan gøre et komplekst budskab klart og levende. Hvordan krop, stemme og energi påvirker vores gennemslagskraft. Og hvordan nærvær og menneskelig kontakt er afgørende, hvis andre skal lytte, forstå og blive berørt.
Den viden har jeg siden brugt til at træne ledere og specialister i mere end 500 danske og internationale virksomheder i storytelling, præsentation og personlig kommunikation. Fra 2008 til 2013 var jeg en del af holdet omkring Helle Thorning-Schmidt og valget af Danmarks første kvindelige statsminister.
I 2005 blev jeg tilknyttet opbygningen af Forsvarets uddannelse i gidseloverlevelse. Arbejdet udviklede sig, og jeg blev som den eneste civile en del af uddannelsens ledelse frem til 2013.
Her var jeg med til at udvikle træningen i, hvordan mennesker kan forberede sig på og fungere under ekstremt pres. Det gav mig et sjældent indblik i, hvad pres gør ved vores tænkning, adfærd og evne til at handle.
Gennem de seneste 20 år har jeg arbejdet forskellige steder i Forsvaret, blandt andet i Flyvevåbnet, på Officersskolen og ved Center for Cybersikkerhed.
Jeg har desuden undervist og holdt foredrag om modstandskraft og mental styrke i mere end 200 danske og internationale virksomheder samt for politiet, beredskabet og sundhedsvæsenet.
Jeg har drevet min egen virksomhed siden 2002 og er uddannet inden for blandt andet dramaturgi, retorik, coaching, psykoterapi samt chok, traume og resiliens.
Jeg trækker på relevant forskning, men mit udgangspunkt er praktikerens. Min opgave er at gøre viden anvendelig. Derfor fylder træning, øvelser og personlig feedback meget i mine forløb. Viden får først reel værdi, når den kan bruges i den måde, vi kommunikerer, træffer beslutninger og handler på.
Jeg er forfatter til ”Modstandskraft – 7 principper til at modstå en vild tid”, Lindhardt og Ringhof, 2026, og ”Bevar dig selv – robust i en uforudsigelig fremtid”, Gyldendal, 2017. Sidstnævnte blev nomineret til Årets Ledelsesbog 2017.
Derudover er jeg vært på podcasten Bevar dig selv.
Fælles for mit arbejde er ønsket om at give mennesker en større forståelse af, hvordan de selv og andre fungerer – og konkrete kompetencer, de kan bruge i en verden præget af uforudsigelighed, teknologiske forandringer og et voksende informationspres.
Jeg vægter et trygt og udfordrende læringsrum, som stimulerer nysgerrighed, lysten til at tage chancer, lære nyt og ikke mindst at lære sig selv at kende.
Jeg vægter praktisk træning og øvelser, for det er kun ved at gøre, at viden bliver til evner.
Jeg vægter autenticitet og nærvær i kontakten med de mennesker, jeg arbejder med, således at de kan være trygge og åbne for den personlige feedback, jeg bestræber mig på at give.
Jeg vægter et frisk og åbent udsyn, hvor jeg hele tiden søger nyeste viden og forholder mig til den store verden og ikke kun den danske andedam.