Autentisk? Er du tro mod dig selv – eller bare vant til dig selv?

Er du tro mod dig selv – eller bare vant til dig selv?

“Det kan jeg ikke. Hvis jeg gør det, så føles det ikke som mig. Så mister jeg min autenticitet.”

Han var officer. Ung, skarp, dedikeret. Han ville lede med autoritet – og med det samme signalere overblik, ro og tillid.

Men her i træningslokalet – hvor vi arbejdede med hans gennemslagskraft – viste kroppen noget andet end intentionen.

Han talte hurtigt. Hans blik var flakkende. Og hans ben kunne ikke finde ro – de kørte i små, urolige bevægelser, som om han hele tiden var klar til at flygte.

Min feedback var enkel: ”Stop op. Stå stille. Mærk gulvet. Træk vejret og giv os tid til at mærke dig.”

Han nikkede, men tøvede så. Og sagde noget, jeg har hørt mange gange før – i forskellige versioner:

“Det kan jeg ikke. Hvis jeg gør det, så føles det ikke som mig. Så mister jeg min autenticitet.”

Og dér stod vi så – midt i et dilemma, som mange ledere står i:

Hvornår er noget, der føles uvant, uægte? Og hvornår er det bare… nyt?

Den autentiske leder

Ledere får i dag at vide, at autenticitet er vigtigt – ja, nærmest afgørende – for at kunne udøve god ledelse. Og i en tid, hvor ledelse ofte er udskældt, leder mange med lys og lygte efter deres autenticitet.

Men mange har fået begrebet galt i halsen.

Ofte bliver autenticitet tolket som at ”være sig selv”. At være uden ”maske” – altså transparent, som en åben bog – og udtrykke følelser, tanker og holdninger, sådan som de føles i øjeblikket.

Og her opstår en konflikt:

For hvad så, når man prøver at lære noget nyt? Når man arbejder med sit kropssprog, sin kommunikation eller sin ledelse – og det føles uvant eller kunstigt i starten? Gør det én mindre autentisk?

Nye vaner føles sjældent naturlige i begyndelsen. Men betyder det, at de ikke er ægte?

Det er her, jeg synes, vi skal tage en dybere snak.

Tro mig, jeg er en sucker for ægthed, nærvær og god kontakt mellem mennesker. Men vores tids optagethed af autenticitet har sendt mig ud i nogle refleksioner:

Er det muligt, at autenticitet nogle gange bliver brugt som en sovepude? At det, der egentlig skulle give os retning og dybde, i stedet kommer til at stå i vejen for udvikling – ikke kun fagligt, men også personligt?

For når vi udvikler os som ledere – og som mennesker – handler det ikke kun om at tilegne sig ny viden eller nye værktøjer. Det handler i lige så høj grad om at turde udfordre vores vante overbevisninger, justere vores værdier og blive bevidste om de handlemønstre, vi måske længe har identificeret os med.

Det handler om at gøre sig umage med sin ledelse – at gå ind i den sårbarhed og det mod, der skal til for at løfte sig selv og andre, selv når det kræver at træde ud af komfortzonen og prøve nye veje.

Det gælder også den måde, vi bruger kroppen på. Vores kropssprog, blik, stemmeføring og tilstedeværelse fortæller noget om, hvem vi er, og hvordan vi forvalter vores autoritet.

At ændre vaner i kroppen – f.eks. at stå mere roligt, finde jordforbindelse, holde pauser og skabe kontakt – kan føles uvant og “ikke som mig”. Men måske er det ikke et brud med autenticitet – måske er det bare noget nyt, der endnu ikke er integreret.

Måske skal vi begynde at forstå autenticitet som noget, der ligger i intentionen bag vores adfærd – ikke i, hvor naturligt det føles i øjeblikket.

Det korte af det lange er: Autenticitet kræver mod.

Mod til at give slip. Mod til at give sig hen.

Mod til at miste fodfæstet for en stund – og finde nyt.

Måske er det først, når vi holder op med at insistere på at være autentiske,
at vi virkelig er det.