Tilbage til oversigt

Alexandria Ocasio-Cortez er på rekordtid blevet en politisk mega-stjerne, og er med sine 29 år det yngste kvindelige medlem af kongressen nogensinde. Hvis du ikke har hørt om hende før, er det på tide at slå ørene ud, fordi i USA er de besatte af hende. Hendes begejstrede demokratiske tilhængere kalder hende blot ”AOC”, mens Fox News laver ene indslag efter det andet om, hvor farlig hun er for landet. Men, uanset fra hvilket politisk hjørne man betragter hende, er en ting sikkert; hun har på rekord tid formået at brænde sig vej ind i amerikanernes bevidsthed og er blevet et kvindeligt fænomen på magtens arena  Her er mit take på, hvad vi kan lære af hende.

Kort baggrund

Det hele startede i Bronx i de sidste uger op til midtvejsvalget i 2018. Pludselig kunne man se i målingerne, at en ung kvinde fra det absolutte venstre af det demokratiske parti (som i USA betragtes som socialister, men som vi i Danmark ville kalde en af vores egne) stormede frem, og truede med at vinde over den kandidat, der indtil da havde været det ubestridte favorit i det 19. distrikt. Ingen havde hørt om hende. Hun var ung, hun var køn, havde et job som bartender (men også en bachelorgrad fra Boston universitet i økonomi og internationale relationer), også kommunikerede og opførte hun sig bestemt ikke, som politikere plejer. På valgaftenen vandt hun en overbevisende sejr. En sejr, som kom bag på hende selv, og billeder af hendes store overraskelse, da hun ser valgresultatet på TV, gik verden over. I januar 2019 blev hun indsat som det yngste kvindelige medlem af kongressen nogensinde.

Fænomenet Alexandria Occasio-Cortez

I dag er AOC et navn, som høres overalt på de ”gamle”og sociale medier, og talkshows står i kø for at få hende forbi på et besøg. Det handler ikke kun om at hun er levende, køn og dygtig på sociale medier, og dermed det perfekte ansigt i en tid, hvor der er rift om vælgernes opmærksomhed. Men hun er som en tornado ved at opbygge styrke til at blive en regulær magtfaktor i amerikansk politik. Hun repræsenterer ungdommen,  der i stigende grad vil noget andet med USA. Hun har fremlagt ny politik, lovforslag om sundhed, klima og økonomiske reformer, der har fået stor bevågenhed. Hun har høstet stor anerkendelse for sin evne til at stille skarpe og opklarende spørgsmål under senats-høringerne af forholdene omkring Præsident Trumph. Og som en sidste fjer i hatten, er hun kommet på præsidentens radar. Han får nu sine tilhængere til at skrige ”AOC sucks!” ved sine vælgermøder, som vel må ses som en afløser til det berømte Hillary-råb: ”Lock her up!” Man ved, at man har ”made it” i USA, når man blevet et indslag i præsidentens vælgershow.

Læs også artiklen om mit forbillede Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoologisk Have, og hvad vi kan lære af hans håndtering af shitstormen kendt som #Girafgate.

Kongreskvinden, der danser sig ind i fremtiden

En ting som har været med til at gøre AOC til en politisk stjerne, var hendes håndtering af det første store angreb fra republikansk side, som (selvfølgelig) var rettet med hendes køn og hendes seksualitet.
Historien var, at der kort tid efter hendes indsættelse i kongressen, dukkede en video op på Twitter, som viste en ung dansende AOC fra hendes tid på college i Boston. Videoen blev delt af en ultra-republikaner sammen med en række nedsættende og udskammende kommentarer. I videoen danser hun rundt med nogle venner på taget af en bygning – og ja, for filen, hvor ser hun dejlig ud. Smilende, ung, ubekymret, legende og med en utrolig udstråling. At grave videoen frem og lægge den ud, var et forsøg fra republikansk side på at lave ”slut-shaming”, fremstille hende som en skøge, for på den måde at underminere hendes gennemslagskraft og autoritet som politiker.
Men republikanerne havde forregnet sig. De ikke havde opdaget, at videoen og dansetrinnene var en hyldest til den afholdte amerikanske ungdomsfilm The Breakfast Club og intet havde med ”pole-dancing” at gøre. Og da mange amerikanere elsker filmen, var der med det samme stor folkelig opbakning til AOC og hendes dans. Men det, der for alvor satte AOC på amerikanernes landkort, var måden hun svarede videoen på. I stedet for at gøre, hvad jeg nok ville have gjort i hendes situation; nemlig at indkalde til et forurettet pressemøde i forhallen til kongressen, og holde en lang vred tale om undertrykkelse af kvinder gennem tiden og de urimelig biases, der holder kvinder nede og ude af magtpositioner (og videre i den dur), gjorde hun noget smartere, som skulle vise sig at få enorm gennemslagskraft. Hun svarede med endnu en danse-video af sig selv. Denne gang på gangen i kongressen foran døren til sit kontor. Hun danser et par trin ved skiltet med hendes navn og titel, og danser derefter videre ind gennem døren til sit kontor, vender sig om, blinker og smiler, inden hun lukker døren.
(Du kan se begge videoer nederst i artiklen)

I stedet for at gå i krig, gav hun kritikerne en virtuel fuck-finger, leveret med charme og overskud, og uden at undskylde for hverken hendes køn eller ungdom. Denne video gik naturligvis viralt, fordi den viser en ny måde for kvinder at håndtere angreb på deres kvindelighed. Ved ganske enkelt at nægte at bøje sig for de uskrevne spilleregler kvinder møder, hvis de ønsker sig en fremtid i ledelse og poltik.

Spillereglerne kender vi også alt for godt i Danmark, når for eksempel en tv-værts høje hæle, i dette tilfælde Ninna Munch-Perrin fra DR, bliver taget i rette af en mandlig anmelder på Politiken, som beklagede sig over at være blevet distraheret af ”det kvindelige” ved hendes sko, og spekulerede i om det skulle signalere, at hun skulle på natklub? Jeg kunne have ønsket mig, at DR have håndteret dette angreb i AOC stil, ved for eksempel at lade Ninna Munch-Perrin gå på i næste tv-avis i pailletbesatte Loubouton sko, for på denne måde at sige, som hele Danmarks tv-kanal, at de støtter op om kvinders ret til være og udtrykke sig som kvinder. Men det gjorde de ikke.

Det, vi kan lære fra Alexandria Ocasio-Cortez’s er, at hun nægter at spiller efter de sædvanlige regler, som kvinder i mange år ubevidst har accepteret. Hun har blandt andet fået sin gennemslagskraft ved at sætte sine egne regler på en stærk, ikke-undskyldende, men samtidig varm og sympatisk måde. Hun har brugt modstanden mod kvinder som sit springbræt til synlighed.

Læs også om mit forbillede Yuval Noah Harari, historiker og bestsellerforfatter, som på få år har fået rockstjernestatus, og som brænder igennem med både ydmyghed og autenticitet.

Hvad er hemmeligheden bag AOC’s gennemslagskraft?

Vi kan konstatere, at hun indtil videre har gjort det umulige. Hun har, som ung og feminin kvinde, lykkedes med at finde nøglen, der låser den hemmelige port op ind til magtens arena. En arena som (indtil nu) har været domineret af mænd og mandelige idealer og værdier, og hvor kvinder historisk set har haft urimelig svært ved at komme ind med deres kvindelighed og kvindelige værdier intakt. Der er stadig flere ”levels” foran AOC. Hun er endnu ikke kommet til, ejheller igennem, det magiske glasloft, som opstår når en kvinde nærmer sig de højeste magtembeder i landet. Men hun viser rigtig gode takter. Jeg vil i hvert fald holde et vågent øje på hende.

Så, hvad er hendes hemmelighed? Hvorfor er hun lykkedes, hvor mange andre kvinder ikke er? Jeg laver her en analyse af, hvad jeg mener udgør essensen af hendes personlige gennemslagskraft. Det bliver ikke en analyse af hendes politik, som også er en stor kilde til hendes gennemslagskraft i nutidens USA, men jeg giver mit take på, hvordan og hvorfor hun som ung kvinde brænder igennem med sin person og sin kommunikation.

Hvis du er kvinde, og hvis du stræber efter at opnå en mere indflydelsesrig position i samfundet, hvad enten det er indenfor ledelse, politik, som meningsdanner eller noget fjerde, håber jeg at du her kan finde inspiration og konkrete fif, som du kan bruge på din vej.

Herunder en video af Alexandria Ocasio-Cortez, som jeg vil anbefale dig at se, inden du læser min analyse. Jeg har valgt en meget omtalt senatshøring, hvor hun stiller spørgsmål vedrørende penge i amerikansk politik og forhold omkring præsidenten. Jeg kunne have valgt mange andre indslag med hende, men jeg synes, denne viser hendes styrker meget godt. (også kan du vælge engelske undertekster, hvilket gør det lidt nemmere)

Som tidligere nævnt, kan du nederst i denne artikel finde de omtalte danse videoer, som jeg kun kan anbefale dig at se. Man bliver helt i godt humør af dem. 🙂

Alexandria Ocasio-Cortez i kongresafhøring omkring penge i amerikansk politik. Analysen fortsætter under videoen.

Jeg har valgt at fremhæve 6 kvaliteter ved Alexandria Ocasio-Cortez måde at bruge sine ord, kropssprog og personlighed på, som vi alle kan lære noget af.

  • Naturlig udtryksfuldhed
  • Naturlig dominans
  • Autenticitet
  • Konfronterende spørgeteknik – uden aggression
  • Klar og stærk kommunikation
  • Storytelling, så alle kan forstå

# 1: Naturlig udtryksfuldhed
Hun har en naturlig tryksfuld måde at kommunikere på. Hendes ansigt og øjne er levende, når hun taler, hun bruger engageret gestik og hendes stemme rummer spor af følelser og engagement (i modsætning til en udtryksløs/ monotom stemme), og hun er ikke bleg for at bruge lidt humor til at løsne stemningen. (“Imagine I’m a bad guy, which half of this room does anyway…”) Hendes udtryksfuld gør, at man drages ind af hendes kommunikation og får energi af at lytte på hende. At kommunikere udtryksfuldt har gennem tiden været opfattet som problematisk for kvinder i ledelse, idet udtryksfuldhed og liv(lighed) traditionelt er blevet opfattet som et kropssprog, der ikke udtrykker vilje til dominans og magt, og derfor underminerer autoritet og respekt. Jeg ser derfor ofte kvinder afholde sig fra at udtrykke sig så udtryksfuldt og engageret, som de naturligt gerne vil, i et ubevidst ønske om at få mere gennemslagskraft og blive taget seriøst som ledere. De tager en maske på, som udstråler seriøsitet, vilje og selvbeherskelse, men som desværre ofte får dem til at fremstå lidt stive, lidt kolde og distancerede, og derved mister de den gennemslagskraft der kommer fra engageret udtryksfuldhed. Det vi kan lære fra AOC, at hvis vi bruger vores udtryksfuldhed med overbevisning og selvsikkerhed, uden at gøre os selv mindre eller ”please”, er kvindelig udtryksfuldhed ikke en svaghed, men derimod en styrke.

#2: Naturlig dominans
 Årsagen til AOC kan slippe af sted med at være udtryksfuld og feminin – og samtidig opnå respekt omkring sin person og politiske budskaber – kommer fra hendes naturlige styrkemarkører i sit kropssprog. Styrkemarkører som giver hende gennemslagskraft og, ikke mindst, dominans. Hun indgyder ganske enkelt respekt. Hendes dominans kommer blandt andet fra hendes dybe stemme, hendes tydelige udtale af ord, hendes tonering af sine ord (at hun trykker vigtige ord), hendes pauser og vejrtrækning, hendes direkte øjenkontakt, hendes selvsikkerhed og hendes robusthed, som er særlig tydelig, når hun er i krævende situationer. Hun er en kvinde, der ikke er bange for at fylde, ikke bange for at være ”for meget”eller for skinger, og som ikke frygter at blive kaldt ukvindelig, fordi hun viser styrke med sin person og sine holdninger. Som tydeligt brænder for politik, og som synes at hun er berettiget til at kommunikere det, hun synes er vigtigt, på den måde, det giver mening for hende.

#3: Autenticitet
Hendes kropssprog er ubesværet autentisk. Det vil sige, at hun ikke bærer en “maske” i sit kropssprog og stemmeføring, hvor hun prøvet at virke større end hun er, mere stærk og dominerende end hun er eller for den sags skyld æder eller mere erfaren. Hendes kropssprog og stemme udtrykker, i overvejende grad, autenticitet. Hvilket vil sige at det er naturligt udtrykker hendes personlighed, og en stor del af hvad hun føler og tænker, mens hun kommunikere. Autenticitet er nogle gange en udfordring for kvinder i ledelse og i magtpositioner. Delvis fordi at magtsprog, viljen til at vise dominans, forstærkes af at lægge en maske over sin person (magt handler blandt andet om at være svær at regne ud) – og fordi, tror jeg, at mange kvinder kommer i tvivl om hvilket kropssprog, der forventes af dem, når de får magt. Kan de stadig være “dem selv” eller skal de prøve at efterligne de mandlige rollemodeller, de er vokset op med? Her kan vi lære fra AOC at et autentisk kropssprog, som i højere grad udtrykke os, som vi oplever os selv og i overensstemmelse med vores værdier, rummer rigtig meget gennemslagskraft-

 #4: Stærk og konfronterende spørgeteknik – uden aggression og bebrejdelse
I denne video demonstrerer AOC gennemslagskrat i måden hun spørger på. Hun stiller simpel og klare spørgsmål (lukkede spørgsmål som kræver ja/nej) – på en tydelig bydende spørgende tone, som indikere at hun ønsker at få et svar. Udover tonefald bruger hun sit ansigt til at udtrykke oprigtig alvor omkring spørgsmålet og direkte insisternede øjenkontakt. Også venter hun. På et svar. Hun holder gerne stilheden. Afventende. Falder svaret ikke, gentager hun det med en tydeligere insisterende på, at der skal falde et svar. Uden en tone af agression (sammenknebne øjne, spændt stemme, agression i ansigt) eller med forurettelse (bebrejdende tonefald eller ansigt). Hun formår at være dominerende på neutral, oprigtig, opklarende måde. Det ser let ud, når hun gør det. Men det er faktisk en svær balance at opnå i sit udtryk, da det kræver at man både kan behandle den anden med ordentlighed, samtidig med at man dominerer samtalen. Men det kan lade sig gøre, kan vi se.

#5: Stærk og tydelig kommunikation
Hun demonstrere stort kommunikativt talent i denne video. Hun stiller klare og simple spørgsmål, og når hun får det svar, hun regnede med at få, laver hun en stærk konklusion, som hun bruger som afsæt for det næste spørgsmål. Hun styrer med andre ord kommunikationen i der retning, hvor hun ønsker at skal gå, så hun afslutningsvis kan levere sit endegyldige budskab: “So our system are fundamentally broken” Det er ikke tilfælde at spørgerunden ender der, for det var, hvor  ville hun have at det skulle ende.

#6: Storytelling  så alle kan forstå
Læg mærke til hendes simple måde at kommunikere: “Let’s play a lightningrund game. Let’s say, that I’m a bad guy…” Dette er storytelling, når det er det er bedst. Eller, som jeg foretrækker at kalde det, kunsten at kommunikere i narrativer. Mange kommunikatorer (både mænd og kvinder) var nok gået i den fælde, at de vil have valgt at spørge teknisk ind til hvordan penge kommer ind i politik og hvilken indflydelse penge kan få i politik. Fordi spørger man teknisk ind, lyder man klog. Kompliceret lovgivning må være lige med lange, svære, kryptiske ord. Hør, hvor klog jeg er. Det kræver mod, særlig når man er en ung, uerfaren, kvindelig politiker, at kommunikere i et simpelt letforståeligt sprog. AOC har modet – og fordi hun vover at spørge på en måde som er simpel og billedskabende, lykkes hun med at få almindelige mennesker til at kunne forstå, hvad det hele handler om.(Almindelig mennesker = vælgere). Hendes evne til “simplicity”, indenfor et stykke kompliceret lovgivning, giver hende gennemslagskraft. Tænk over det 😉

 

Vil du gerne selv blive bedre til at brænde igennem?

Kursus:”Bliv den man lytter til”, intensivt kursus med lavt deltagerantal, hvor vi arbejder med din personlig gennemslagskraft.
Læs mere her.

Personlig træning: Enetimer, hvor fokus er på dig og udvikling af din gennemslagskraft og dit talent.
Læs mere her.

Foredrag: “Kvinde, brænd igennem – som kvinde”, om hvordan kvinder kan styrke deres gennemslagskraft, og stadig bevare deres personlige kvindelige autenticitet.
Læs mere her.

Video, hvor Alexandria danser på taget.

Alexandria Ocasio-Cortez egen video, som svar på den første. 

Om Birgitte Dam Jensen

Birgitte Dam Jensen er uddannet skuespiller og har desuden taget en uddannelse i Retorik og Dramaturgi ved Københavns Universitet. Hun har egen virksomhed siden 2002 og har mangeårig erfaring som coach fra både forsvaret og DISPUK. Læs mer om Birgitte her.